7 faktorer, du kan tænke ind i virksomhedens strategi for
Tilknytning af medarbejdere
Det er dyrt, når dygtige medarbejdere søger nye udfordringer andre steder.
De tager både viden, erfaring og kompetencer med sig, og læg dertil den uro der skabes i et team eller en gruppe, når en kollega trækkes ud af dynamikken og samarbejdet.
Der er med andre ord god fornuft og økonomi i at arbejde strategisk for at styrke medarbejdernes tilknytning til virksomheden, så de slet ikke har lyst til at rejse andre steder hen.
… Og nu afslører jeg noget vigtigt: De faktorer, som nævnes her, er stort set de samme faktorer som skaber øget engagement hos medarbejderne. Hvorfor engagement er vigtigt, kan du læse om i denne Gallup-undersøgelse, der viser, at hele 71% af danskerne erklærer sig “ikke engageret” i sit arbejde.
Løn er ikke nævnt på listen som en faktor. Det betyder ikke, at lønnen ikke er vigtigt. Slet ikke. Er lønnen ikke konkurrencedygtig, skal der ikke mange kroner til, for at flytte en medarbejder. Løn er i højere grad en transaktion, hvor virksomheden med penge køber medarbejderens tid og energi.
Ønsker vi at styrke medarbejdernes tilknytning til virksomheden, skal der i stedet arbejdes med en række andre, mere personlige, værdier. En talenttest kan fx. afdække, hvad der helt naturligt driver og motiverer den enkelte.
Herunder finder du en række af de vigtigste faktorer for medarbejdernes tilknytning til arbejdspladsen.
Fleksible tidsrammer om arbejdet
Det er naturligvis afhængigt af arbejdets karakter og indhold, hvor fleksible rammerne kan være. Men jo mere fleksible rammerne er, jo lettere er det for den enkelte medarbejder, at tilpasse sin indsats, så der opnås den største produktivitet. En undersøgelse fra 2019 (altså før pandemien) viser, at to tredjedele af de adspurgte, følte sig mere produktive udenfor den normale arbejdstid.
Fleksible tidsrammer gør det også i højere grad muligt at skabe balance mellem arbejdet og resten af livet.
Mulighed for hjemmearbejde
Muligheden for hjemmearbejde giver medarbejderne endnu mere rum til både at arbejde mere effektivt og skabe bedre sammenhæng mellem arbejdet og resten af livet, og på den måde reducere det pres der kan være, for at familielogistikken til at gå op.
De fleste forældre vil gerne både være gode forældre og gode medarbejdere. Hver gang arbejdet bringer dem i en situation, hvor de bliver klemt mellem de to ønsker, tvinges de til at træffe et valg, de ikke ønsker.
Anerkendelse og belønning
Alle mennesker ønsker at blive set og påskønnet, og her er der ikke tale om løn. Det giver meget mere værdi at tale om anerkendelse og belønning. Der er ikke en “one size fits all”, for det er helt individuelt, hvad der giver værdi.
Taler vi om ekstraordinære arbejdsindsatser, kan belønningen være en halv eller en hel fridag. Et gavekort til en middag med ægtefællen, eller en tur i en forlystelsespark eller biografen for hele familien. Find ud af, hvad der motiverer den enkelte medarbejder. Når de oplever at blive belønnet for den ekstraordinære indsats, finder de hurtigt ud af, at det er indsatsen værd.
Under anerkendelse og belønning skal også nævnes virksomhedens rammer, der støtter op om fysisk og mental sundhed. Indsatsen her afspejler virksomhedens ønske om, at medarbejderne har det godt.
Anerkendelse kan være meget mere subtilt. Behovet for anerkendelse ligger dybt i os alle sammen. Det betyder ikke at alle har lige meget behov for det. Men vi ønsker at blive set og påskønnet for den vi er og det vi gør – også i det små ting.
En lille historie fra en produktionsvirksomhed, hvor vi samarbejdede om at skabe mere mentale ressourcer. En af øvelserne var at fortælle om “små personlige sejre”. En produktionsmedarbejder fortalte, at han havde haft en halvtræls dag på jobbet, og var gået til kaffeautomaten for at tanke op. Mens koppen blev fyldt, lagde han mærke til sin kollega, som også så træt ud. Så kan fyldte endnu en kop og gav den til kollegaen, uden at sige noget. “Da jeg stod ved min maskine igen, kiggede jeg op og fik øjenkontakt med chefen. Han smilede og gav en tommel op. Så jeg henter sq nok også kaffe til en kollega i morgen”.
Selvom han havde været træt, havde han gjort noget for kollegaen. Og det var blevet SET og anerkendt. Han oplevelse af at have (og give) værdi, selv på en dårlig dag, var en sejr for ham.
Hvis du ikke kender det heliotropiske princip i ledelse, så kan du læse lidt mere her.
Fokus på engagement
Arbejd målrettet for at øge engagementet hos medarbejderne. Engagement er særdeles vigtig, når det kommer til medarbejdernes tilknytning.
Engagement er et nuanceret begreb, som har sin helt egen måned i dette forløb. Her får du for overskuelighedens skyld “kun” de fire grundprincipper:
- Tydelige rammer
Medarbejderne ved, hvad der forventes, de kender rammer og retning og har værktøjerne til at udføre arbejdet bedst muligt - Anerkendelse og respekt
Medarbejderen bliver anerkendt for sin faglighed og respekteret for sin personlighed. - Mulighed for værdifuld indsats
Medarbejderen har hver dag mulighed for at bringe sin styrker i spil, og gøre en forskel for det fælles resultat. - Faglig og personlig udvikling
Jobbet og arbejdet rummer muligheden for dygtiggørelse og udvikling, både gennem samarbejdet i hverdagen, gennem større ansvar og gennem træning og uddannelse.
Stærkt samarbejde
Professionelle relationer, hvor medarbejderne bruger hinanden til at skabe fælles resultater, og hvor hver person får lov at træde i karakter med sine respektive styrker.
Moderat arbejdspres
Arbejdspres handler sjældent om antallet af timer, der skal arbejdes. Det handler i langt højere grad om det pres, der følger med, når rammer, retning, mål og ledelse ikke er tydelig nok. Det kan være uklar kommunikation, dårligt samarbejde, manglende støtte fra lederen, meningsløst tidspres.
Når målet er tydeligt, rammerne sat rigtigt, alle løfter i flok og hjælper hinanden, forsvinder det pres, der opstår, når vi afholdes fra at gøre vores bedste.
Lad arbejdet give mening
Vær bevidst om, hvorfor virksomheden eksisterer.
Det handler ikke så meget om hvad I sælger. Det handler mere om, hvorfor I sælger det, og eventuelt også om hvordan I gør det, hvis jeres metode adskiller sig markant fra konkurrenterne.
Jo mere medarbejdere kan:
- føle de kan gøre en forskel i….
- … et job de kan identificere sig med og samtidig…
- … opleve respekt og anerkendelse for deres indsats…
… Jo større vil oplevelsen af mening være.