Cheat Sheet til “de dér dage”
Genveje til positive følelser
Denne artikel er dit “cheat sheet” til at komme op af hullet igen. Her får du en række tips til, hvordan du kan aktivere hjernens kemi, og fremkalde de lykkehormoner, som kan give dig energien til at komme på sporet igen.
Aktiver hjernens lykkehormoner – og få flere positive følelser i hverdagen
Positive følelser kommer ikke kun, når alt går godt – de kan også skabes aktivt. Vores hjerne producerer nemlig en række signalstoffer, der påvirker humør, energi og velvære. Når vi forstår, hvordan vi selv kan aktivere disse “lykkehormoner”, kan vi skabe flere stunder af glæde, ro og motivation i hverdagen. Det handler ikke om at være lykkelig hele tiden, men om at give hjernen de bedste betingelser for at trives.
Dopamin – drivkraften og motivationens kemi
Dopamin er hjernens belønningssignal. Det frigives, når vi oplever succes, lærer noget nyt eller når vi forventer noget godt. Det er dopamin, der giver os følelsen af motivation og tilfredshed, når vi når et mål – stort eller småt.
Du kan aktivere dopamin ved at Sætte dig realistiske delmål og fejre de små fremskridt undervejs. Struktur og planlægning hjælper hjernen med at se fremskridtene tydeligt. Også fysisk aktivitet, ny læring og god søvn er naturlige dopamin-boostere.
Serotonin – følelsen af ro og balance
Serotonin er stoffet, der giver os indre ro, stabilt humør og følelsen af mening. Når serotoninniveauet er lavt, kan man blive irritabel, trist eller miste energi. Det gode er, at du selv kan påvirke det.
Dagslys er en af de mest effektive måder at øge serotonin på. Gå en tur i naturen, også på overskyede dage – lyset aktiverer produktionen. Motion, særligt udholdenhedstræning som cykling eller svømning, og nærvær i nuet (fx meditation eller taknemmelighedsøvelser) er også effektive veje til mere serotonin.
Endorfiner – kroppens naturlige smertestillere
Endorfiner frigives, når vi presser os fysisk, griner, eller bliver rørt. De dæmper smerte og giver en euforisk følelse – den såkaldte “runners high”.
Du kan øge dine endorfiner gennem træning, latter, dans, eller musik du elsker. Selv kortvarig bevægelse kan give et boost. Humor, fællesskab og at turde slippe hæmningerne spiller også en rolle – når du har det sjovt, kvitterer hjernen med endorfiner.
Oxytocin – forbindelsens og tryghedens hormon
Oxytocin kaldes ofte “kærlighedshormonet”. Det udløses gennem nærhed, berøring og tillid. Det giver varme følelser, ro i kroppen og styrker relationer.
Du kan aktivere oxytocin ved at kramme, holde i hånd, kæle med et kæledyr – eller simpelthen vise omsorg for andre. Også taknemmelighed, små venlige handlinger og meningsfulde samtaler frigiver oxytocin. Det handler om at skabe forbindelser – ikke nødvendigvis romantiske, men ægte, menneskelige møder.
Nøglen til dit velvære
At forstå hjernens kemi er som at få nøglen til sit eget velvære. Når vi bevidst gør plads til handlinger, der aktiverer dopamin, serotonin, endorfiner og oxytocin, skaber vi en indre balance, der gør livet lettere, lysere og mere meningsfuldt – én lille positiv handling ad gangen.
Det er dog også vigtigt at understrege, at det jeg fortæller dig her, ikke kan stå alene. Det er måske en lidt simpel sammenligning, men here goes:
At bruge hjernens kemi til at bygge et stærkt mindset, svarer til at tage proteiner for at bygge muskler. Proteinerne giver dig noget at bygge med, men der skal stadig arbejdes.
Det er derfor du ikke kan tage mentaltræningen ud af ligningen. Du skal stadig træne din hjerne til at fokusere på det positive, for at etablere de nye forbindelser. Men med dette cheat sheet kan du lettere skabe noget positivt at fokusere på.
Rigtig god træning
Kærligst
